Montering af vinduesplade

Se her, hvordan du laver din egen vinduesplade i melamin og monterer den.

Kapitler

Dette skal du bruge

Til montering af vinduesplade

Kantbånd

Start med kantbåndet

Mål op

Inden udskæring i pladen

Udskæring

Tilpasning med stiksav

Montering

Vinduespladen kan monteres

Se hvordan du monterer en vinduesplade

Du kan selv lave en flot vinduesplade i melamin til din vindueskarm. Følg guiden trin for trin, eller se denne video, hvor vi viser dig, hvor nemt det er.

Trin 1

Start med at stryge kantbånd på vinduespladen. Hvis du gerne vil have, at vinduespladen er lidt bredere end lysningen i vinduet, kan du nøjes med at sætte kantbånd på den yderste del af pladen, dvs. på det der bliver synligt, da det bagerste skal saves af. Når kantbåndet er strøget på, kan du bruge en klods til at glatte over med, da det bliver ret varmt. Den lille del af kantbåndet, der stikker ud over vinduespladen skal slibes af med sandpapir, og der må gerne kunne ses lidt af kanten på vinduespladen, bare som en blyantsstreg, når der er slebet. Kanten på bagsiden skæres til med en kniv, og som på forsiden, skal den lige slibes over med sandpapir.

 Materialeliste

  • Vinduesplade
  • Kantbånd
  • Hobbykniv
  • Strygejern
  • Sandpapir
  • Målebånd
  • Bukke
  • Vinkel
  • Blyant
  • Hvid silikonefuge
  • Fugepistol
  • Stiksav
  • Sømpistol
  • Isoleringsmateriale
  • Vaterpas
  • Høreværn

Trin 2

Hullet i karmen er dybere end vinduespladen, så du skal lige montere nogle klodser, som pladen kan ligge på, så den passer i højden. Mål op i forhold til de udhæng du ønsker i begge sider ved at måle helt ind i noten og marker målet på vinduespladen. Tjek om lysningen i vinduet er helt vinkelret. Hvis den ikke er vinkelret, kan du tage din vinkel og lægge den på vinduespladen og op mod vinduet, så kan du se, hvor meget det gaber ind mod væggen, så du kan tage dette med i din markering på vinduespladen.

Trin 3

Så kan du gøre klar til at save, hvilket er nemmest ved at lægge pladen på nogle bukke. For at få det pæne snit til at vende opad, skal pladen saves på bagsiden. Da markeringen på pladen er på oversiden, er det nemmest bare at vende saven og save nedefra. Grunden er, at stiksaven saver med opadgående retning og vil derfor flosse materialet på oversiden af saveretningen. Du kan få en klinge, der saver med nedadgående retning, men det vil betyde, at saven vil skubbe sig opad, når du saver, så du skal holde imod, hvilket kan være en udfordring. Brug sandpapir til at slibe kanterne over, og at tjek pladen passer i vinduet, inden den fastmonteres.

Trin 4

Læg en streg silikone i bunden af noten, og monter pladen. Åbningen under pladen fyldes op med isoleringsmateriale, og for at lukke åbningen monteres et stykke fodpanel, der er skåret pænt til. Vi har valgt det skal være 5 mm mindre i hver side og med et skråt snit. Monter stykket med sømpistolen, og læg en lille silikonestreg i samlingen under vinduespladen og i samlingen hele vejen rundt på oversiden.

Så er det fixet!