Sådan monterer du en sålbænk
3-2-1-fix!
En sålbænk er en inddækning, der monteres under vinduet på den udvendige side for at lede vandet væk fra samlingen mellem vindue og facade og dermed forhindrer, at der trænger fugt ind. Læs denne guide trin for trin, eller kig med her i videoen og se, hvordan du selv fixer det.
Materialeliste
- Sålbænk (vi har valgt en i skifer)
- Vinkelsliber med diamantklinge
- Målebånd, tommestok
- Afstandsklodser
- Fliseklæber – godkendt til udendørs brug
- Tandspartel
- Sort silikonefuge
- Handsker
1: Opmåling og tilskæring
Start med at måle sålbænken op. Placer den på et fast underlag og husk sikkerhedsbriller og høreværn, inden du skærer den til med vinkelsliberen. Prøv først lige om den passer, når den er skåret til, inden den fastmonteres. Den skal passe med 5 mm luft i hver side.
2: Forberedelse inden montering
Vi har en pæn, glat bund at montere sålbænken på, så vi bruger en fliseklæber – her er det vigtigt, det er en, der er godkendt til udendørs brug. Har du en rå murstenskant, kan den lægges i mørtel.
Inden du monterer den, skal du være opmærksom på at vende den rigtigt, da der er en for- og bagside på sålbænken. Dette kan du se, da det er tydeligt, hvor saven, der har skåret materialet fri, har savet.
Guiden fortsætter længere nede.
3: Påfør fliseklæber
Sæt malertape på vinduet, så du undgår at få fliseklæber på vinduet, da det kan være næsten umuligt at få overskydende fliseklæber af igen. Herefter lægges fliseklæber på med den glatte side af tandspartlen, så det også kommer ind under vinduet. Læg fliseklæber på i et jævnt lag og ret det af med tænderne på tandspartlen efterfølgende. Således sikrer du, at der er samme niveau af fliseklæber under hele sålbænken.
4: Montering af sålbænken
Så skal sålbænken monteres. Hold øje med at vende den rigtige side op og vend snittet ind under vinduet. Du kan lige kigge ind under sålbænken og sikre den får ordentligt fat hele vejen hen, og sæt efterfølgende klodser i siderne, så du er sikker på, at afstanden holdes.
5: Afslut med silikonefuge
Når klæberen er tør, fjernes klodserne, og så skal der fuges med en fin sort silikonefuge for at afslutte arbejdet. Og skulle der vise dig en lille åbning under sålbænken, kan den nemt repareres med lidt mørtel.
Så er det fixet.