Sådan lægger du belægningssten
3-2-1-fix!
Fuldend dine udendørsarealer ved at lægge fliser eller belægningssten. En flisebelægning kan være praktisk til både gang- og terrassearealer. I denne video viser vi dig, hvordan du selv lægger belægningssten.
Du skal starte med at grave af, så du med gruslaget får din belægning i den højde, du ønsker - og husk, at regne faldet med helt nede fra bunden af og op igennem hele opbygningen, idet vandet skal falde/ledes væk fra bygningen.
Materialeliste
- Havefliser & belægningssten
- Afrettersæt (tilbehør til anlæg)
- Vaterpas
- Mursnor
- Kantskinne
- Fugesand
- Kost
- Pladevibrator
- Grusmaterialer i bigbags
1: Gruslag
Først skal du have styr på gruslagene, så du får en stabil flisebelægning, som ikke bliver ujævn og synker. I filmen er der fokus på gang- og terrasseareal, og dermed tilhørende lagtykkelser af bundsikring, bærelag og afretningslag. Det er vigtigt, at der bliver vibreret mellem hvert lag, så gruset bliver komprimeret. Til bundlagene anbefales min. 200 kg pladevibrator, og til afretningsgruset kan du bruge en mindre pladevibrator. I denne video starter vi processen, hvor afretterlaget er kastet på, og den øvrige bundsikring er lavet.
Guiden fortsætter længere nede.
2: Opmåling
Når du skal lægge fliser udendørs, skal du som det første markere hvor lang og hvor bred, din flisebelægning skal være. Det gør du ved at måle op og sætte et træspyd i hvert af de fire hjørner. Brug mursnor som rettesnor mellem træspyddene. Snoren, som spændes ud mellem træspyddene, indikerer, hvor overkanten på flisen skal være. Snoren skal være 1 cm over det ønskede fliseniveau, så når fliserne stødes på plads, er der 0,5 cm ned til kanten. Ved at lave denne overhøjde kan du undgå sætningsskader med tiden, fordi fliserne bliver ved med arbejde sig nedad.
3: Fald på belægning
Nu er det tid til at finde faldet, som skal bevæge sig væk fra bygninger, og generelt for at undgå, at der samler sig vand på belægningen. Et sådant fald skal være 20 promille pr. løbende meter. I det her tilfælde er bredden på brolægningen 2 meter. Og derfor skal der være et fald på 4 cm.
Du kan se faldet på vaterpasset. Første streg er 10 promille og anden streg er 20 promille. Nu skal du spænde snoren ud fra den nederste markering på træspyddet. Snoren indikerer, hvor overkanten på fliserne skal være, når du har lagt dem. Der vil nu komme et fald i den retning på belægningen.
Guiden fortsætter længere nede.
4: Afretning
Du skal kontrollere flisens tykkelse. Og når du måler fra gruslag til snor, skal der minimum være flisens højde, når gruset er trukket af. I dette tilfælde er flisen 5 cm, så vi skal ende med at have 5 cm fra grus til snor, når gruset er komprimeret.
Kast lidt grus på, inden du afretter.
Nu skal du lægge afrettersættet ud. I begge sider er det vigtigt, at det flugter med snoren. Afrettersættet passer i dette tilfælde til flisens højde, som er 5 cm.
Tjek, at sideskinnerne ligger i vater.
5: Træk gruset af
Nu er det tid til at trække gruset af. Du kan se underlagets hældning i vaterpasset i retteskinnen.
Tjek undervejs, at aftrækket er hårdt ved lige at sætte din fod på det.
Træk overskydende grus af løbende.
Undervejs flytter du sideskinnerne med.
Opstår der huller i aftrækningslaget, så skal du fylde op med grus og trække af igen, så du undgår fordybninger.
Er der mærker efter afrettersættet, og eller er der overskydende grus, så brug et pudsebræt til at jævne ud. Herefter kan du fjerne træspyd og snore.
Guiden fortsætter længere nede.
6: Skæring af fliser
Vi har her valgt at lægge belægningen i halvforbandt. Det vil sige, at fliserne ligger forskudt med en halv flise. Derfor er der brug for halve fliser, og du kan her se, hvordan du deler en flise. Flisen måler 30 cm, så mål de 15 cm op, og tegn en streg på flisen.
Du skal bruge en vinkelsliber med diamantklinge til at dele flisen. Læg evt. et bræt op på flisen og hold det fast med en skruetvinge for at styre øverste snit, så det bliver lige og pænt.
Det øverste snit markerer du med en lille rille, hvorefter du skærer helt igennem. Og så er det bare om at få skåret alle de fliser, du skal bruge.
7: Opmåling til forbant
Inden du lægger den første flise, skal du sætte træspyd i gruset på flisens bredde + 0,5 cm. De 0,5 cm er for at få luft til den kant, som du lægger fliserne op mod. Herefter skal du sætte mursnor på træspyddene.
Den første snor passer til en fuld flise. Men du skal også sætte træspyd og mursnor, der passer til en halv flise, så er der styr på halvforbandtet.
8: Lægning af fliser
Sørg for, at flisen ligger vinkelret på kantstenen. Læg evt. en snedkervinkel ned for at sikre, at dine fliser ligger vinkelret på kantstenen, og du kan derefter bruge et vaterpas, for at sikre dig at resten af fliserne også kommer til at ligge vinkelret.
Ikke alle fliser er ens i størrelsen, ofte er en 30 x 30 flise lidt mindre f.eks. 29,7 x 29,7 cm. Hvis du blot støder fliserne helt op til hinanden, så bliver fugen for smal, og belægningen kommer - over større arealer - ikke til at passe med det udregnede antal fliser. Derfor lægges fliserne på modulmål. I det her tilfælde er flisernes standardmål 30 cm, så modulmålet er 90 cm over tre fliser. Vi måler over 2 fliser, og der skal så være 60 cm. Den overskydende luft justeres i fugen.
Derefter skal du tjekke modulmål og skubbe fliserne på plads, så de passer på modulmål. Og det skal du gøre på 30, 60, 90, 120 og 150 cm osv.
Nu er du klar til at lægge anden række fliser. Her lægger du den første hele flise, så den flugter med første snor. Kør derudad med fliserne, og kontrollér modulmål.
Modulmål går begge veje, så du skal huske at tjekke, at modulmålet bliver overholdt i begge retninger.
9: Kantsikring
Du kan sikre din belægning mod udskridning med en kantsikring. Kantskinnerne lægger du langs dine fliser, og du får dem til at ligge helt fast ved at hamre jordspyd i.
Guiden fortsætter længere nede.
10: Fugning
Nu er det snart tid til at fordele fugesandet på fliserne. Men inden du gør det, så kontrollér flisebelægningen for skævheder, som du lige skal rette op. Fordel nu fugesandet med en kost og afslut med at feje diagonalt.
Som det sidste skal du slå alle fliserne ned i afretningsgruset med en mukkert. Hold et stykke træ imellem. Kontrollér faldet endnu en gang med vaterpasset.
Husk, at fylde fugerne igen, efter du har slået fliserne ned i afrettergruset.
Sørg nu for, at belægningen er fejet helt ren, så du ikke risikerer, at der kommer afsmitninger på fliserne fra udtrækninger af ler eller kalk fra fugesandet. Der må altså ikke ligge fugesand på belægningen.
I den efterfølgende tid skal du sørge for, at fugerne altid er helt fyldt op, og at der ikke ligger fugesand på fliserne. Det giver det bedste resultat.
Så er det fixet.