Sådan omfuger du murværket
3-2-1-fix!
Er der skader på husets fuger, og skal de helt eller delvist repareres eller udskiftes, så kan du her i videoen se, hvordan du selv kan klare det projekt.
Materialeliste
- Cement & mørtel
- Vinkelsliber og fugefræser - større opgaver
- Hammer og mejsel - mindre opgaver
- Bore-/skruemaskine og piskeris
- Tryksprøjte
- Murerbalje eller spand
- Smal fugeske
- Glittebræt
- Egnet støvsuger (til dit projekt)
- Handsker
- Sikkerhedsbriller
- Tommestok
1: Fjern gammel fuge
Start med at fjerne løs mørtel i fugerne. Du kan gøre det med hammer og mejsel, hvis det kun drejer sig om et mindre stykke mur. Er det et større område, så brug en fugefræser. Fugefræseren monteres på en vinkelsliber og tilsluttes en egnet støvsuger, så du undgår, at der kommer støv i vinkelsliberen.
Sidder der gamle træstykker i fugen, kan du forsigtigt bore dem ud med et træbor.
Det er vigtigt, at fugerne er rene, så støvsug fugen fri for støv og skidt.
Du skal fjerne mindst 15 mm af den gamle fuge. Den nye fuge skal nemlig binde sig til murstenene og ikke til gammelt mørtelstøv.
Inden du skal i gang med at fuge, så skal du fugte fugerne godt med vand ved hjælp af en tryksprøjte.
2: Blanding af mørtel
Nu er det tid til at blande mørtel. Husk at tage briller på, så du ikke får det i øjnene. Vi bruger her én del cement og 10 dele mørtel. Put først mørtlen i og derefter cement, for så undgår du, at cementen klumper i bunden af spanden. Som et alternativ kan du også vælge en færdigblandet mørtel. Følg altid anvisningen på de produkter, du bruger.
Du kan her se den ønskede konsistens.
3: Fyld mørtel i fugerne
Kom mørtel på brættet og pres mørtlen ind i fugen ad flere omgange med den smalle fugeske. Der skal godt med mørtel i, så det er en proces med mange omgange.
Når du er færdig med at fylde fugerne op, skal mørtlen have lov at sætte sig. Den skal være fast – men ikke tør – inden du skraber overskydende mørtel af med fugeskeen. Hvor lang tid det tager for mørtlen at sætte sig, afhænger af luftfugtighed, vind og vejr. Så du må prøve dig frem. Mørtlen skal være fingertør - så tør, at den ikke sætter sig på fingrene og man ikke laver mærker i mørtlen, når man rører ved den.
Guiden fortsætter længere nede.
4: Glatning af fugen
Når fugen har sat sig, glatter du fugen med et fugejern – eller en anden hård buet
genstand, som gør fugen pæn og ensartet. Derefter skal du fjerne grater med en tør børste. Der findes forskellige fugetyper, så vær opmærksom på hvilken type fuge resten af murværket har, så du laver det ens. Der findes eksempelvis også tilbagelagt fuge, hvor du skal kratte fuge ud igen, inden den sætter sig.
5: Fjern fugeslør
Hvis du vil fjerne fugeslør, som er hvide udtrækninger fra cement på mursten, så skal du vente med at gøre det, til fugen er færdighærdet. Du fjerner fugeslør på murværket ved at påføre et egnet renseprodukt. Husk at bruge briller og handsker.
På dette stykke mur kan du se forskellen på, når fugeslør er fjernet – og når det ikke er.
Så er det fixet.