Medarbejderjubilæum: 25 år - En rejse fra det vilde vesten til strømlinet succes

29. august 2024

Carstens tidligere kollegaer kiggede på ham og sagde: ”Hvad fanden vil du i jem & fix?” Men når han ser tilbage på, hvordan jem & fix har udviklet sig i de 25 år, han har været med på rejsen, står det klart som et lysbillede for ham, at han kun sidder tilbage med stolthed og ære over at have været med i så mange år.

Carstens rejse startede i en tømmerhandel, men på et tidspunkt begyndte han at sidde med indkøb og planlægning. Da jobbet som Indkøber i jem & fix tilfældigt dukkede op, slog han til:

- Da jeg startede i jem & fix i 1999, var der en helt anden opfattelse af virksomheden, end der er i dag. Dengang var butikkerne rodede, og indkøb foregik som i det vilde vesten. I dag er jem & fix kendt for sine strømlinede koncepter og effektive drift, og det er en fornøjelse at have været med til at skabe den forvandling, fortæller Carsten.

I 25 år har Carsten været indkøber – i dag kalder vi kasketten produktchef. I starten var de kun tre mennesker, der håndterede alt fra indkøb til kampagneplanlægning, men i dag har afdelingen vokset sig noget større.

Da Carsten startede i 1999, havde jem & fix omkring 20 butikker i Danmark. Siden da er kæden vokset til over 200 butikker i Skandinavien, og han er stolt af at have været med til at udvikle forretningen. Han peger på jem & fix’ evne til at skabe en tryg og fri arbejdsplads som en af grundene til succesen:

- Det er en fantastisk arbejdsplads med højt til loftet og frihed under ansvar. Jeg tror, det er derfor, vi er så mange medarbejdere med lange ansættelser. Vi udvikler medarbejdere ved at give dem en tryg base og udfordrende opgaver, som de kan vokse i og med, fortæller Carsten.

Udfordringer og sejre på rejsen

For Carsten har både finanskrisen og Coronapandemien været store udfordringer, men også muligheder for udvikling og læring, og det åbnede op for nye perspektiver og strategiske tiltag, som har styrket jem & fix på den lange bane:

- Finanskrisen satte os lidt på pause, men jeg havde et brændende ønske om at udvide trælastafdelingen. Efter nogle år fik vi lov til at lave en udvidelse, og det betød, at vi stod stærkt, da Coronapandemien ramte, fortæller Carsten og fortsætter:

- Der var lige pludselig base for en kæmpe vækst, da folk skulle gå hjemme og ordne hus og have. Det gav et enormt løft til mit område. Og så er det selvfølgelig fedt at konstatere, at vi faktisk holder det gående stadigvæk og fortsat vækster. 

Stærke relationer og den fælles front er nøglen til positiv udvikling

Stærke relationer har betydet meget for Carsten igennem årene, og de har været afgørende for ham i en rolle, der kræver tæt samarbejde på tværs af mange kontaktflader. Derfor sætter han også pris på konstruktiv dialog, og han ser det som en styrke, når det bidrager til udvikling. Han fremhæver især det langvarige samarbejde med Protræ, som han sætter stor pris på, men også de mange interne og eksterne partnere og leverandører fra både ind- og udland, der igennem årene har bidraget positivt til jem & fix’ succes.

Også i afdelingen understreger Carsten vigtigheden af de stærke relationer og det gode samarbejde, der præger hverdagen. Han værdsætter det sammenhold, der gør, at både udfordringer og succeser bliver håndteret i fællesskab:

- Vi har et fantastisk godt team, hvor vi både kan tage de positive og negative ting op og få dem vendt, når det er nødvendigt. Selvom man arbejder med sit eget, føler man sig aldrig alene – vi står altid sammen som en fælles front, fortæller Carsten og fortsætter:

- Vores succes skyldes i den grad også de hårdtarbejdende medarbejdere, butikschefer og regionschefer, der står i front i de fysiske butikker hver dag. Deres indsats, sammen med vores stærke kundeservice afdeling, der har lettet os på hovedkontoret for meget arbejde, gør det også til en sand fornøjelse at være en del af jem & fix.

Carsten sender en stor tak til alle, han har mødt på sin jem & fix-rejse gennem de sidste 25 år og forsikrer om, at udviklingen ikke er slut endnu – han er klar på meget mere.

Carsten Bager - en dedikeret og engageret jem & fix’er igennem 25 år

I jem & fix sætter vi en ære i at fejre vores medarbejdere og deres store milepæle – og 25-års jubilæerne er selvsagt noget ganske særligt. Derfor fortjener Carsten også lidt ros fra vores direktør:

- Carsten har som produktchef ikke blot styret indkøbet af byggematerialer med stor dygtighed, men også været en central drivkraft i vores vækst og udvikling. Hans evne til at identificere og udnytte nye muligheder har spillet en afgørende rolle i vores positive fremgang. Især hans samarbejde med Protræ har været afgørende for at sikre en effektiv logistikløsning, der altid holder vores butikker fyldt med varer. Vi er derfor stolte af at fejre Carstens 25-års jubilæum og ønsker ham et stort tillykke med mange års dedikation og engagement. Jeg har stor respekt for Carstens indsats og ser frem til forhåbentlig mange flere år med passion og ekspertise, fortæller Claus Petersen, adm. direktør i jem & fix.

Stort tillykke til Carsten med jubilæet!