Få en grøn og tæt plæne – guide til etablering og pleje
Få overblik over, hvordan en græsplæne anlægges og plejes gennem sæsonen. Læs om forberedelse af jorden og etablering med græsfrø eller rullegræs. Få også tips til græsslåning, plæneluftning og anden løbende pleje, der kan være med til at holde plænen tæt, grøn og velplejet.
Indhold
- Vejen til en tæt og velplejet græsplæne
- Hvordan anlægger man en ny græsplæne?
- Sådan klargør du jorden til en ny græsplæne
- Hvordan sår man en ny græsplæne med græsfrø?
- Hvordan lægger man rullegræs?
- Trin for trin-guide: Sådan vedligeholder du plænen i løbet af året
- Ofte stillede spørgsmål om anlæg og pleje af græsplænen
Vejen til en tæt og velplejet græsplæne
En grøn og tæt græsplæne kræver et godt forarbejde, korrekt etablering og løbende pleje. Græsplænen danner ofte rammen om både leg og ophold og binder samtidig havens forskellige områder sammen. Derfor må plænen gerne spille og stå tæt og velplejet – og det starter med et godt forarbejde.
En ny græsplæne kan anlægges ved at så græsfrø eller lægge rullegræs. Uanset hvilken metode du vælger, har forarbejdet stor betydning for resultatet. Når græsset først er etableret, handler den løbende pleje især om regelmæssig græsslåning, vanding, eftersåning og gødning samt om at holde mos og ukrudt i skak.
Hvordan anlægger man en ny græsplæne?
En ny græsplæne kan etableres på to måder: ved at så græsfrø eller ved at lægge rullegræs. Ved såning skal græsfrøene først spire og udvikle et sammenhængende rodnet, mens rullegræs allerede består af tæt græs, der skal vokse fast i jorden under tørven. Rullegræs giver derfor en grøn og sammenhængende plæne med det samme, mens en nysået plæne kræver mere tid til at vokse til. Til gengæld er græsfrø billigere i indkøb end rullegræs.
Uanset om plænen anlægges med græsfrø eller rullegræs er det forberedende jordarbejde grundlæggende det samme. En jævn og gennemarbejdet jordoverflade giver et bedre udgangspunkt for begge metoder.
Sådan klargør du jorden til en ny græsplæne
Jorden skal løsnes, renses og planeres, før du anlægger en ny græsplæne med græsfrø eller rullegræs. Den skal være fri for større forhindringer, løs nok til rodvækst og samtidig stabil nok til, at overfladen ikke synker eller bliver ujævn efter etableringen.
Løsn jorden, før du etablerer græsplænen
Jorden skal være løs, så vand, luft og græsrødder kan bevæge sig gennem det øverste jordlag. En havefræser kan bruges til at bearbejde større arealer, mens mindre områder kan løsnes med almindelige haveredskaber. Jorden må dog ikke være for løs. Meget løs jord kan sætte sig ujævnt. Omvendt kan hårdt sammenpresset jord begrænse både afvanding og rodvækst.
Kraftigt sammenpresset jord kaldes også traktose og kan blandt andet opstå efter kørsel med tunge maskiner. Det forekommer især på byggegrunde og i nyanlagte haver, hvor komprimerede jordlag eller lerlag, kan ligge under den synlige overflade. Et tæt lag kan gøre det vanskeligt for både vand og græsrødder at trænge længere ned i jorden. Hårde og komprimerede jordlag skal derfor løsnes tilstrækkeligt i dybden.
Fjern ukrudt, rødder og sten før såning
Fjern ukrudt og større rødder fra jorden, før du sår græsfrø eller lægger rullegræs. Sten og andet materiale, som kan genere planering eller senere græsslåning, samles også op.
Flerårigt ukrudt med kraftige rødder kræver særlig opmærksomhed, fordi rester i jorden kan danne nye planter.
Fastgør og planér jorden
Efter fræsning skal jorden fastgøres og planeres, så den ikke senere sætter sig og skaber ujævnheder i græsplænen. Arealet kan fastgøres let ved systematisk at træde jorden igennem eller ved at bruge en plænetromle. Formålet er at skabe en stabil overflade uden at presse jorden unødigt sammen.
Derefter rettes jorden af med fx en trærive, anlægsrive eller en lang, lige planke. Forhøjninger fjernes, og mindre fordybninger fyldes.
En plan overflade giver græsplænen et ensartet udtryk og gør den lettere at slå. Samtidig mindsker du risikoen for, at vand samler sig i fordybninger efter kraftig regn eller vanding.
Vand og gød jorden før etablering
Jorden kan gennemvandes og gødes, før du sår græsfrø eller lægger rullegræs. Fugt i vækstlaget giver gode betingelser for den første etablering. Overfladen skal være fugtig, men ikke vandmættet eller mudret. Meget våd jord er vanskelig at arbejde på og kan blive presset sammen af færdsel.
Gødning kan også indarbejdes som en del af jordforberedelsen. Vælg fx en plænegødning med blandingsforholdet NPK 14-3-15.
NPK angiver gødningens indhold af tre centrale plantenæringsstoffer:
- N står for kvælstof, som bl.a. indgår i plantens vækst og dannelse af grønne blade.
- P står for fosfor, som spiller en rolle for bl.a. rodudvikling og plantens energiomsætning.
- K står for kalium, som indgår i flere af plantens funktioner og har betydning for dens generelle robusthed.
Gødningen giver frøene de bedste vækstbetingelser helt fra starten. Efter spredning, kan det være en god idé at rive jorden forsigtigt igennem endnu engang.
Hvordan sår man en ny græsplæne med græsfrø?
En ny græsplæne sås ved at fordele græsfrø jævnt på den klargjorte jord og efterfølgende sikre frøene gode betingelser for at spire. Græsblandinger findes i forskellige sammensætninger, og valget afhænger blandt andet af, hvordan plænen skal bruges, og hvor meget sol eller skygge området får.
Forår, sensommer og tidligt efterår er typiske perioder til såning, fordi græsfrø spirer bedst, når jorden er lun og holdes jævnt fugtig. Er jorden for kold, tager spiringen længere tid, mens varmt og tørt vejr kan få frøene til at tørre ud.
Mængden af græsfrø afhænger af den konkrete græsblanding. Det fremgår typisk af produktet, hvor mange kvadratmeter pakken rækker til. Flere frø giver ikke nødvendigvis en tættere plæne, da for tæt såning kan skabe konkurrence mellem de unge græsplanter. Frøene kan spredes med håndkraft eller med en spreder for en mere jævn fordeling.
Efter såning rives frøene ganske let ned i det øverste jordlag, så de får kontakt med jorden uden at blive begravet for dybt. Under spiringen skal det øverste jordlag holdes jævnt fugtigt med let vanding, så frøene ikke skylles sammen. Når græsset har udviklet et bedre rodnet, kan vandingen gradvist ændres fra hyppige, små vandinger til mindre hyppig og mere gennemtrængende vanding.
Praktisk tip
Del græsfrøene i to portioner, og så først på langs og derefter på tværs. Det gør det lettere at fordele frøene jævnt.
Hvordan lægger man rullegræs?
Rullegræs lægges på klargjort og planeret jord og giver en færdig græsplæne med det samme. Græsset er dog ikke færdigetableret på dette tidspunkt. Rødderne i græstørven skal først vokse ned i den klargjorte jord.
Rullegræs kan lægges i en stor del af vækstsæsonen. Dog giver frossen, meget tør eller vandmættet jord dårlige arbejds- og etableringsforhold. Vælg et tidspunkt, hvor jorden kan bearbejdes og der er mulighed for tilstrækkelig vanding.
Udlægningen starter langs en lige kant. Græsrullerne rulles ud, og banerne placeres tæt mod hinanden uden overlap. Samlingerne forskydes fra række til række som i et murstensforbandt. Det giver færre gennemgående samlinger og gør det lettere at opnå en sammenhængende overflade. Kanter og hjørner tilpasses med et egnet skæreredskab.
Efter udlægning kan plænen tromles let, så græstørven får god kontakt med jorden. Derefter gennemvandes hele arealet grundigt. Vand spiller en central rolle umiddelbart efter udlægningen. Ved etablering i varmt eller tørt vejr kan behovet være betydeligt, fordi både tørven og den underliggende jord skal holdes fugtig.
Færdsel på plænen bør begrænses i etableringsperioden. Når græstørven begynder at sidde fast og ikke længere let kan løftes fra jorden, er det tegn på begyndende rodvækst.
Se video: Sådan vedligeholder du græsplænen
Trin for trin-guide: Sådan vedligeholder du plænen i løbet af året
1: Sæsonstart: Slå græsset.
Ved starten af sæsonen skal græsset slås. Det er en god idé at starte med en højere klippehøjde og langsomt arbejde hen imod en lavere højde i løbet af nogle uger. På den måde undgår du at svække græssets rodnet.
2: Brug en plænelufter
Hvis du gerne vil have en sundere og renere græsplæne, kan du benytte en plænelufter. Plænelufteren skær i græsset, så rødderne kan få luft. Luften gør, at græsset har bedre betingelser for at vokse. Derudover er den også en effektiv mosfjerner.
Efter du har brugt plænelufteren, skal du fjerne alt mos og alle rødder, inden du fortsætter.
3: Giv plænen topdressing
Efter slåning og plæneluftning, er du klar til at give din græsplæne en topdressing. Topdressingen består af en blanding af jordforbedrende muld og sand. Fordel det udover din græsplæne i et lag på cirka 4-6 mm.
Undgå et alt for tykt lag, da det kan lukke af for luften, som rødderne har brug for. Riv herefter for at fordele blandingen jævnt.
4: Strø græsfrø
Efter topdressingen kan du strø nye græsfrø ud over plænen, så nyt græs vokser frem i stedet for mos. Du kan bruge hænderne eller en gødningsspreder til at fordele det.
5: Plænegødning og vanding
Afslut gerne med plænegødning, så du opnår en slidstærk plæne.
Vand til sidst din græsplæne og lad den komme sig stille og roligt. Snart har du en flot og sund græsplæne.
Materialeliste
Værktøj og udstyr, du skal bruge
Ofte stillede spørgsmål
Hvornår er det bedst at så græs?
Forår, sensommer og tidligt efterår er typiske perioder til såning af græs. Lun jord og mulighed for at holde overfladen jævnt fugtig giver gode betingelser for spiring. Meget kold jord forsinker spiringen, mens varmt og tørt vejr øger risikoen for udtørring.
Hvor mange græsfrø skal der bruges pr. m²?
Mængden afhænger af den konkrete græsblanding. Mængden på produktets emballage angiver, hvor mange gram der bruges pr. m², og kan bruges til at beregne den samlede mængde til arealet.
Skal græsfrø rives ned i jorden?
Ja, græsfrø kan rives ganske let ned i det øverste jordlag. Formålet er at skabe kontakt mellem frø og jord. Frøene skal ikke begraves dybt, da det kan forringe spiringen.
Hvor ofte skal en nysået græsplæne vandes?
Det øverste jordlag holdes jævnt fugtigt gennem spiringsperioden. Vandingshyppigheden afhænger af temperatur, vind, nedbør og jordtype.
Hvornår må man gå på en nysået græsplæne?
Færdsel begrænses, mens græsset er ungt og rodnettet stadig er svagt. Når plænen har fået bedre fat og har været klippet, kan belastningen gradvist øges afhængigt af vækst og jordforhold.
Hvor hurtigt skal rullegræs lægges efter levering?
Rullegræs lægges normalt hurtigst muligt efter levering. Græsset er ferskvare, og sammenrullede baner kan både tørre ud.
Hvornår må man gå på rullegræs?
Almindelig færdsel kan begynde, når græstørven har dannet tilstrækkeligt med rødder i jorden. Hvor hurtigt det sker, afhænger bl.a. af temperatur, fugtighed, årstid og vækstforhold. Du kan forsøge at løfte i et hjørne af græsset for at se, om det har slået rødder.
Hvornår skal en græsplæne have kalk?
Kalk er relevant, når jordens pH-værdi er lav. Den ideelle pH-værdi for en græsplæne er mellem 6,0 og 7,0. Kalk fungerer ikke som almindelig plænegødning.
Hvordan repareres bare pletter i græsplænen?
Bare pletter kan repareres ved at løsne jordoverfladen, fjerne dødt materiale og efterså med græsfrø. Frøene holdes fugtige under spiringen. Ved tilbagevendende bare områder kan jord, slid, skygge eller andre vækstforhold også spille en rolle.
Hvordan begrænses mos i græsplænen?
Mos kan begrænses ved både at fjerne mosset og se på de forhold, der giver det plads. Skygge, fugtig eller sammenpresset jord, lav pH og svag græsvækst kan alle spille en rolle. Mos kan fjernes mekanisk med rive eller vertikalskærer, mens eventuelle problemer med jord og vækstforhold håndteres separat.
Sidst opdateret: 18-09-2026