Opgradering jolle stativer samt mast og sejl holder

01. april 2026
Ansøger: Sejlklubben Køge BugtUngdom
Giv vores unge sejlere frihed til selv at lykkes Med en opgradering af vores jollestativer vil børn – også med særlige behov – nemmere kunne klargøre og fastgøre deres både selv. Jeres støtte skaber tryghed, selvstændighed og mere tid på vandet, hvor fællesskab og ro styrker trivsel og udvikling.
Sejlklubben Køge Bugt Ungdom (SKB-U) søger støtte til et mindre, men vigtigt projekt: opgradering af vores jollestativer. Klubben rummer ca. 60 unge sejlere i alderen 6–16 år og drives af frivillige kræfter, hvilket gør ekstern støtte afgørende. Sejlsport er en udstyrstung og ofte dyr sport. Vi arbejder aktivt for at gøre den tilgængelig for flere og holder derfor kontingentet på ca. 2700 kr. årligt inkl. jolleleje. Blandt vores sejlere er også børn med milde diagnoser, som oplever øget ro og fokus gennem tiden på vandet. Projektet har til formål at gøre børnene mere selvhjulpne. Om vinteren opbevares jollerne på stativer, hvor de vendes på hovedet for at beskytte mod vand og frost. I blæsende perioder kræver det ekstra fastgørelse, og flere sejlere bruger jollerne året rundt. Med støtte vil vi opgradere to stativer med kroge (9011436), flaglineholdere (9610986) og reb (9041341), så børnene selv kan spænde jollerne fast efter træning. I dag mangler mange denne mulighed, da udstyret er for besværligt at håndtere. Derudover opbevarer vi sejl og master indendørs på vægmonterede tagrendejern (9412639), som desværre ofte knækker. Vi ønsker derfor at udskifte disse så de funktionelle igen, og børnene nemt og sikkert selv kan håndtere deres udstyr. Når børnene bliver mere selvhjulpne, frigives tid til trænerne, som i højere grad kan fokusere på udvikling, trivsel og fællesskab frem for praktiske opgaver. Projektet udføres som et gør-det-selv initiativ af forældre og kan gennemføres på få timer. Som tak for støtten tilbyder vi eksponering på vores sociale medier. Vi håber, I vil støtte vores arbejde for at give unge sejlere bedre rammer og større selvstændighed.

Ønskede materialer

9041341 Reb Ø6 mm 15 meter 20
9610986 Flaglineholder 170 mm hvid 40
9011436 Frakkekrog enkelt A-5 hvid 20
9412639 Konsol grå plast 40