Sådan vandskurer du en murstensvæg
3-2-1-fix!
Med vandskuring af din murstensvæg kan du give din facade et helt nyt udseende. I denne video viser vi dig, hvordan du vandskurer en udendørs murstensvæg.
Materialeliste
1: Forberedelse
Inden du går i gang med projektet, er det vigtigt, at væggen er ren og fri for støv og løse mørtelrester.
Start med at sætte malertape på ved overgangen til soklen, så du får en pæn afslutning.
2: Blanding af tyndpuds
Når du skal vandskure en murstensvæg, skal du bruge tyndpuds, som er et færdigblandet produkt, hvor du bare skal tilsætte vand. Hæld først vand i spanden og derefter tyndpudsen. Et tip er at lægge støvsugerhovedet på kanten af spanden og lade støvsugeren suge - så støver det mindre. Og så skal du røre, til den er fri for klumper.
Guiden fortsætter længere nede.
3: Trækketid
Når du har mixet produktet, skal det trække. Se anvisningen på produktet. Når det har trukket, skal du lige røre det op igen, og så er det klar til brug. Her kan du se den ønskede konsistens.
4: Vanding af murstensvæggen
Nu skal du vande væggen med en tryksprøjte. På den måde mætter du væggen, så den ikke er for sugende.
4: Påføring af tyndpuds
Når du skal trække pudsen på, så skal du gøre det diagonalt på væggen, og når du først går i gang med at finpudse, så er der ikke tid til pauser. Få en til at hjælpe, hvis det er et større område. Du skal helst nå at pudse vådt i vådt, så du undgår synlige overgange på væggen og får en ensartet overflade.
Guiden fortsætter længere nede.
4: Pudsen skal sætte sig
Nu skal pudsen på væggen sætte sig. Tiden, det tager, afhænger af luftfugtighed, vind og vejr. Du kan prøve dig frem ved at mærke, om den har sat sig tilstrækkeligt. Når du rører ved pudsen, skal dine fingre ikke sætte aftryk.
4: Pudsning af murstensvæg
Nu er det tid til at pudse muren med et opvredet finpudsebræt. Der findes mange forskellige varianter af et finpudsebræt, alt efter hvor fin en struktur, du ønsker på din væg. Vælger du et meget blødt finpudsebræt, bliver strukturen mere rustik, og vælger du et hårdt finpudsebræt, bliver strukturen finere. Du kan også vælge et midt imellem. Du skal pudse i cirkulære bevægelser, og det skal du gøre, indtil pudsen er jævn og flot.
Jo mere du pudser, jo tydeligere bliver murstenene. Så hvis du ikke ønsker så tydelige mursten, så gælder det om at stoppe i tide.
Når du er færdig, så er det en god idé at tage tapen af, mens pudsen stadig er våd.
Så er det fixet.
Værd at vide om vandskuring
Forskellige muligheder
Ved tyndpudsning vil du kunne opnå forskellige effekter afhængigt af, hvilken type bearbejdning der vælges: filtsning, vandskuring, sækkeskuring eller berapning. Ved disse metoder vil du mere eller mindre kunne se murstenene og deres struktur gennem overfladen. Du kan også vælge at give dit murværk en dækkende puds, hvor murstenene ikke bliver synlige.
Hvorfor vandskuring?
Vandskuring er en populær måde at forny udseendet på sin bolig. Det kan være fordi, du ganske enkelt synes, det er en mere indbydende facade, men kan også være for at reducere den naturlige nedbrydning af murværket, hvor reparationer og efterfølgende vandskuring kan være en billigere løsning end fx at fuge hele huset om.
Hvad skal du være opmærksom på?
Du kan lægge puds på de fleste slags mursten. Den hæfter dog bedst på sten, der har en ru overflade, og kan være en udfordring på mursten, der er helt glatte. Husk at rense muren af for gammel maling, puds eller kalk, inden du lægger et nyt lag på. Du skal også lige gå over fugerne for at sikre, at de er intakte. Du kan ikke pudse murstensvæggen pænt og opnå et optimalt resultat, hvis der mangler fuger helt eller delvist. Underlaget skal altid være i orden.
Væggen kan efter pudsning males eller beholdes med den lyse grå overflade, som en grå vandskuringsmørtel efterlader, hvis du ikke vælger at pudse med en farve. Så der er flere valgmuligheder.
Kilde
https://www.bolius.dk/pudsning-af-murede-facader-godt-eller-skidt-17384/
Tip
Fordele ved vandskuring
- Indbydende og ensartet facade
- Intakt murværk giver en bedre beskyttelse mod vejret
- Forholdsvis billig fornyelse og renovering af facaden
Ulemper ved vandskuring
- Kræver mere vedligehold end en murstensvæg
- Fugtskjolder i muren kan ses tydeligere