Inklusion og velvære med bedre akustik

16. juni 2022
Ansøger: Ore Sogns Gymnastikforening (OSG)
Frivillige i OSG har skabt et unikt fællesskab (OSG-gamers) i OSG Klubhuset i Mejlskov til eSport, kombineret med fysisk aktivitet. Flere forældre og børn har kommenteret på den dårlige akustik i klubhuset. Det har vist sig, at mange af medlemmerne i OSG-gamers har særlige behov og diagnoser som f.eks. autisme, ADHD og angst, og derfor bliver særligt påvirket af dette. Derfor søger OSG støtte til materialer til forbedring af akustikken i klubhuset.

Ore Sogns Gymnastikforening (OSG) er en lille forening på Nordfyn, som har eksisteret siden 1890. Som i mange andre udkantsområder, har foreninger og fællesskaber haft det hårdt på grund af lukningen af den lokale skole og købmand. OSG’s formål er under gode forhold at samle såvel unge som ældre til gymnastik, boldspil, foredrag og andet, som kan have medlemmernes interesse. Endvidere er det foreningens formål gennem afholdelse af forskellige arrangementer at arbejde for en højnelse af fællesskabet og lokalområdets kulturliv.

Fodbolden har altid været den primær aktivitet, men siden 2018 har OSG Gamers haft succes med eSport klubdage 8 gange om året a 12 timer. Derudover har vi også årligt afholdt Gamer sommerlejr. Siden er der kommet flere aktiviteter i foreningen som Aktiv Familie og OSG Walkers, som begge er friluftsaktiviteter, hvor klubhuset kun anvendes minimalt. OSG Gamers har været de primære brugere af klubhusets lokaler siden 2018, og medlemmer og forældre er glade for rammerne og lokalerne pånær udfordringerne med akustikken. Vi har fine toiletforhold og et lille køkken hvor vi ved hver klubdag serverer sund kost.

Akustikken i klubhuset er et problem for ca. halvdelen af medlemmerne i OSG Gamers. Gennem årene har flere forældre og pårørende påpeget, at børnene og de unge, særligt de medlemmer vi har med udfordringer, har haft det svært med koncentration og kommunikation, når vi afholder vores klubdage med 32 deltagere. Dette påvirker også deres sociale udvikling negativt, da det f.eks. har betydet, at nogle måtte forlade klubdagen tidligere end ønsket. Klubhusets loft er i dag beklædt med loftbrædder i fyr, som giver meget rumklang i lokalet og er med til at øge lydniveauet, da deltagerne kan have svært ved at høre hinanden. Vi har fået anbefalet, at der monteres hvide 25 mm Træbeton loftplader til at skabe bedre akustik i lokalerne, samt udsmykning på væggene. De eksisterende udtage til lamper skal flyttes med ned under loftpladerne.

Ønskede materialer

9046890, Træbeton loftplade 25, 230 stk.

9049875, Skruer træbeton hvid, 14 kasser a 100 stk.

9047733, Udløbsroset 5-polet med bund hvid, 12 stk.