jem & fix donerer en halv million til de frivilliges arbejde i Røde Kors27. maj 2016

jem & fix Huset er solgt
Som en del af et marketingprojekt døbt jem & fix Huset købte vi i efteråret 2015 et hus i den lille sydjyske by Hejnsvig, der trængte til en kærlig hånd. Den istandsættelse, som huset behøvede, ville vi gerne vise, at man kunne gennemføre med materialer primært fra jem & fix og dermed komme langt for lidt med et godt resultat til følge.

Marketingprojektet handlede i sit udgangspunkt om at få noget brugbart indhold på vores hjemmeside som en hjælp for vores kunder i form af tips og tricks til deres gør det selv-projekter pakket ind i en renovering af et hus fra sokkel til kvist. Men da huset var færdigrenoveret og godt solgt igen, fik det os til at tænke et skridt videre. Burde vi ikke tilgodese nogen med den gevinst, som vi har opnået afledt af renoveringen og salget af jem & fix Huset?

Vi støtter frivillige ildsjæle
Med vores lavpriskoncept tilgodeser vi i forvejen vores kunder med lave priser og gode produkter til både hus og have. Med vores sponsorpulje ”I fixer, vi støtter” tilgodeser vi lokale gør det selv-folk med sponsering af materialer fra vores byggemarkeder, uanset om projektet er at vedligeholde landsbyens fælles legeplads, klubhusets overdækkede terrasse eller spejderhyttens brændeskur. Og frivillige ildsjæle er i det hele taget en gruppe, vi har den største respekt for og gerne vil støtte op om.

Undervejs i projektet viste adskillige leverandører i øvrigt stor velvilje i form at donation af materialer til istandsættelse af huset.  Samme velvilje vil vi også gerne vise og give støtte til et godt formål.

Røde Kors får en halv million
Valget er faldet på Røde Kors og deres ca. 25.000 frivillige i Danmark, som hver dag yder en kæmpe indsats for at afhjælpe social nød og med stor medmenneskelighed rykker positivt ved rammerne for det enkelte menneskes livssituation.

Valget på Røde Kors er dog ikke tilfældigt. Indkøbs- og salgsdirektør i jem & fix Claus Petersen fortæller:

- Vi har igennem længere tid støttet Røde Kors på forskellig vis. Dels gennem donation af det vi kalder ”fasevarer”. Altså varer, der udgår af vores sortiment og ikke længere skal sælges i vores butikker, men stadigvæk har god brugsværdi og kan bruges eller sælges videre af organisationen. Dertil kommer at vores ejer Erling Daell er ambassadør for Røde Kors.

Medejer af Harald Nyborg-koncernen og herunder jem & fix Erling Daell uddyber:

- Jeg nærer stor respekt for de mange frivillige, der bruger masser af tid og energi på at hjælpe andre gennem Røde Kors. Derfor giver det også god mening at donere såvel fasevarer som kolde kontanter, som de på fineste vis omsætter til hjertevarm støtte til dem, der er mest i nød.

Overrækkelse 30. maj i jem & fix i Farum
Selve overrækkelsen foregår mandag den 30. maj i jem & fix’ byggemarked i Farum, og her er Erling Daell og Claus Petersen klar til at overrække en check på kr. 500.000,- til Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl, som udtaler:

- Vi har allerede et godt og langvarigt samarbejde med jem & fix, og med donationen på kr. 500.000,- kan vi nu hjælpe endnu flere mennesker igennem ensomhed, krig og naturkatastrofer, som ligger både vores frivillige og hele organisationen meget på sinde.

Kontakt
For yderligere information er du velkommen til at kontakte salgs- og indkøbsdirektør Claus Petersen fra jem & fix på 76 41 35 00, medejer af Harald Nyborg koncernen Erling Daell på +46 708 81 52 16 og generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl på 22 60 02 60.

Om jem & fix Huset
I stedet for at fortælle at man stort set kan sætte et helt hus i stand med materialer fra jem & fix, har vi valgt at vise det. Derfor købte vi jem & fix Huset, som er et klassisk parcelhus fra 1964 beliggende i Hejnsvig 9 km fra Billund, 40 km fra Vejle og 50 km fra Esbjerg. Huset ligger på en 800 m² grund og har 141 m² beboelse fordelt på et soveværelse, tre børneværelser, to badeværelser, et bryggers, køkken-alrum i åben forbindelse med stue og udenfor er der en god have, nyanlagt indkørsel med carport og en stor træterrasse. Der er gulvvarme i hele huset, som er gennemrenoveret i 2016. Se og læs mere her: http://www.jemogfix.dk/fix-det-selv.

Del denne side: