Sådan får du succes med dit drivhus

Med et drivhus i haven kan du dyrke eksotiske afgrøder som citrusfrugter, oliven, figener og ferskener.

Drivhuset er perfekt til dig, der gerne vil høste afgrøder hele året. De højere temperaturer under glastaget betyder nemlig, at du både kan tyvstarte vækstsæsonen men også fortsætte, når de kolde måneder afløser sommerens varme temperaturer.

Har du ikke en have, men i stedet en altan eller en terrasse? Så kan du dyrke dine frugter og grøntsager i et vægdrivhus, som udover at kræve mindre plads også er smart, fordi det udnytter varmen fra husmuren. Skal det være endnu mindre, kan du anskaffe dig et drivhus til enten din højbedsramme eller kapilærkasse.

Listen over dine muligheder er lang, og foruden de eksotiske frugter er der et bredt udvalg af grøntsager og krydderurter, som vil nyde at bo under glastaget.

Drivhus med plantespiraler og store grønne planter

Placering af drivhus


Tænk dig godt om, før du placerer dit drivhus. For det første skal du orientere dig om byggereglerne, og dernæst kan du se dig om efter det mest solrige sted i haven, hvor der samtidig er let skygge fra fx huset eller en høj busk. Kan du ikke finde de mest optimale skyggeforhold, er det også en mulighed at påføre skyggepasta udvendigt på drivhuset. På den måde beskyttes planterne, så de ikke bliver svedet af solen. Skyggepastaen bidrager desuden til at holde en stabil temperatur i drivhuset.

Grafik af sol bag sky

Indretning af drivhus

Overvej, hvordan du vil indrette dit drivhus. Vil du plante i krukker, plantekasser eller direkte i jorden?

Hvis du vælger at dyrke afgrøderne direkte i jorden, skal du være opmærksom på, at det er en mere krævende proces. Der vil være mere bearbejdning af jorden inden såning, og det er et større arbejde, når jorden skal skiftes ud efter hver sæson.

Vælger du at dyrke dine afgrøder i fx krukker og plantesække, er det nemmere at skifte jorden. En anden fordel er, at du kan flytte rundt med dem - både inde i drivhuset, men også hvis du gerne vil flytte planterne ud under åben himmel.

Solcellelamper inden i et drivhus

Vinterdyrkning

  
Kunne du tænke dig at høste afgrøder, når haven er gået i vinterhi? Med et drivhus kan du kaste dig ud i vinterdyrkning, som også kaldes slow gardening.

Hver årstid har sin charme, og planterne i drivhuset har mest fart på i de varme måneder, men de kolde måneder kan bestemt være med – det hele går bare langsommere. Hvis du kaster dig ud i vinterdyrkning, skal du dog være opmærksom på at vælge afgrøder, som er hårdføre og dermed modstandsdygtige over for koldt vejr. Dette kan fx være kål, salat eller spinat.