Køkkenhaven

En køkkenhave er gaven, der bliver ved med at give, hvis du passer og plejer den godt.

Inden du kaster dig ud i at anlægge din nye køkkenhave, er det smart at gøre sig et par overvejelser og lave en plan, der også omfatter evt. sædskifte, så du ikke dyrker de samme afgrøder de samme steder år efter år.

Første skridt er at finde et sted i haven, hvor der er sol og læ. Overvej også, om der er træer og buske i nærheden, der med tiden vil vokse og dermed komme i karambolage med din køkkenhave.

Du kan overveje at placere køkkenhaven tæt på huset, så du nemt og hurtigt kan skaffe grøntsager til salaten.

Tip! Hvis du tænker på at anskaffe dig et drivhus, er det en god idé at gemme den plads i haven, hvor der er mest sol, til dit drivhus.

Flere rækker med afgrøder i en køkkenhave

Sådan behandler du jorden

Forberedelse

Når du vil dyrke grøntsager i din have, er det afgørende med god jord, så tag dig tid til at forberede og gøre den klar til såning. Brug en kultivator til at kultivere jorden, så den er løs. Er der ukrudt, er det vigtigt at fjerne det hele, så det ikke kommer igen. Fjern også eventuelle sten.

Undersøg jorden – er den sandet eller lerholdig? Er den meget sandet, kan du supplere med muldjord. Er den omvendt leret, kan du blande sand i. 

 

Gødning

Din jord skal gødes, hvis du vil have succes med dine afgrøder. Det er nemlig vigtigt, at jorden er fyldt med næring, men når du fx hiver gulerødderne op af jorden, fjerner du samtidig næringsstoffer. Ved at gøde jorden giver du næring tilbage til jorden og undgår, at den bliver udpint.

 

Vanding

Det er vigtigt, at du vander din køkkenhave grundigt, når jorden har brug for det. Hvis du vander ofte, men kun giver jorden lidt vand ad gangen, kan det nå at fordampe inden, det når ned til rødderne. Det er derfor en god idé at vande færre gange, men give mere vand. Tidspunktet, du vander, spiller også ind. Giver du køkkenhaven vand morgen eller aften, er der mindre risiko for, at vandet fordamper.

Du kan med fordel bruge regnvand til at vande din køkkenhave. Det er både godt for planterne og vandregningen. Vær opmærksom på, at regnvand ikke bør bruges til at overbruse afgrøder, som spises rå, da der kan være bakterier i vandet.

Kultivator

Tip!

Som begynder er det en god idé at vælge afgrøder, som er nemme at passe. Her kan du med fordel vælge gulerødder, kartofler, rødbeder, salat, radiser og jordskokker, som er taknemmelige og derfor ikke kræver den store køkkenhaveerfaring. 

Køkkenhave i højbede

Har du ikke mod på eller plads til en køkkenhave? Som nybegynder kan det være en god idé at træne de grønne fingre i højbede, fordi denne metode ikke kræver nær så meget tid som en hel køkkenhave. Derudover er højbedene nemme at etablere og kræver mindre plads.

Du kan enten vælge at købe en færdig højbedsramme eller bygge en selv. Se her, hvordan du bygger dit eget højbed.

HUSK! Brug ikke trykimprægneret træ til din højbedsramme, hvis du vil dyrke grøntsager eller andre spiselige afgrøder.

Hvad kan man dyrke i højbedet? Det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser, da de fleste grøntsager, krydderurter og blomster kan trives i et højbed. Du kan fx starte med ærter, kartofler, rødbeder, gulerødder eller timian. Du kan også dyrke spiselige blomster som fx tallerkensmækker og almindelig stedmoderblomst.

Der findes en del giftige blomster, så vær opmærksom. Læs mere på Fødevarestyrelsens planteliste her.

Sørg for at købe næringsrig jord til dit højbed. Du kan fx vælge planteskolejord, der bl.a. består af kompost, sphagnum og gødning, hvilket bidrager til en god vækst. Går du efter økologiske afgrøder, kan du også bruge plantejord til økologisk dyrkning.

Det smarte ved højbede er, at solens stråler kan varme jorden både fra oven og fra siden, og den varme jord gør, at du kan starte sæsonen tidligere.

Vær opmærksom på, at jorden i et højbed ikke holder sig fugtig så længe som i en almindelig køkkenhave, og du skal derfor være ekstra flittig med vandkanden.  

Højbed med planter og krydderurter i

Grafik med snegl

Tip!

En bedkant med sneglesikring beskytter effektivt mod snegle.

Se udvalget af sneglesikring her

Skadedyr & ukrudt

 
Du skal have øje for særligt to af køkkenhavens fjender: Ukrudt og skadedyr.

I højsæsonen skal ukrudt fjernes ugentligt, så du undgår, at det blomstrer og smider frø.

Når det kommer til skadedyr, er der forskellige metoder til bekæmpelse. Du kan fx fjerne snegle og larver med hænderne, eller du kan vælge en kemisk løsning. Husk dog at være forsigtig, når du bruger kemi i haven og tjek altid vejledningen på de produkter, du bruger.

Du kan også vælge en forebyggende løsning. Læg et net over dine afgrøder, så skadedyr ikke kan komme til.