Vi har noget aktivt at være fælles om16. august 2016

Chokoladebarer og energidrik. Det var et par af hovedingredienserne i det daglige indtag, da Michelle Hviid i 2008 startede som servicemedarbejder i jem & fix. De tomme kalorier tilhørte en livsstil, som skulle vise sig at harmonere dårligt med en fysisk og mentalt krævende arbejdsdag. Samtidig havde Michelle Hviid et ønske om at leve sundere.

- Jeg tror egentlig, at jeg altid har været overvægtig, og jeg har altid gerne ville gøre noget ved det. Men det var bare ikke blevet til mere end sådan noget halvfærdigt noget, hvor jeg tabte mig, og så tog det hele på igen kort tid efter,« siger Michelle Hviid.

Det skulle ændre sig i 2010. Her fik hun gang i noget holdbart. Og det havde ganske meget at gøre med en ny udvikling i hendes arbejdsliv, mener Michelle Hviid.

- Jeg fik tilbudt en fuldtidsstilling af min daværende chef. Førhen var det bare et studenterjob, og jeg havde aldrig tænkt mig, at jeg sådan ville gøre karriere i jem & fix. Men jeg var heldig at have en chef, som var god til at se mine stærke sider og mine svagheder. Den oplevelse gjorde mig bevidst om, hvad jeg gerne vil, og jeg blev motiveret til at kunne opnå det. Sidenhar jeg tabt mig 30 kilo, og det forsætter, siger hun.

Sund livsstil smitter af

I dag er Michelle Hviid 25 år gammel og butikschef i jem & fix i Køge. Den selvtillid hun fik ved at opleve succes hos jem & fix smittede af på viljen til at holde fast i en sundere livsstil. Og omvendt. For med daglig motion og gode kostvaner i bagagen har hun energi og overskud til at tage mere ansvar og give den en ekstra skalle på arbejdspladsen.

- Jeg har fået mere selvtillid. Jeg er blevet mere bevidst om mig selv. Og jeg har helt klart fået et mentalt og fysisk overskud, som hjælper mig til at håndtere de udfordringer, der kommer på min vej. Så jeg vil sige, at det med at jeg er lykkedes med mit vægttab, det har givet mig mod på også at få succes i andre dele af mit liv,« siger Michelle Hviid.

Motiverer kollegerne

Men faktisk har hun taget sin glæde for motion og de gode vaner et skridt videre. Som butikschef skal Michelle Hviid lede sine medarbejdere, og det gør hun blandt andet ved også at motivere dem til at få en anelse mere sundhed ind i hverdagen. Ikke på sådan en diktatorisk måde. Men som hun siger, så kommer man som butikschef helt naturligt til at inspirere sine medarbejdere.

- Man kan jo ikke lade være med at påvirke sine medarbejdere på et eller andet plan. Og når jeg nu har oplevet, hvor meget det har gjort for mig, så vil jeg da også gerne motivere mine medarbejdere til at skifte energidrikken ud med vand eller snickersbaren med et æble. Man har altså heller ikke særligt meget energi til en hel arbejdsdag, hvis man bare spiser marsbarer,« siger Michelle Hviid.

 

 Butikschef i Køge Michelle Hviid er klar til DHL Stafetten med jem & fix-kollegerne

Øget overskud i hverdagen

HR-chef i jem & fix Kennet Iversen har selv det seneste år tabt 14 kg som følge af træning og kostomlægning, hvilket i lighed med Michelle Hviid også har givet ham øget livsglæde og mere overskud.

- Jeg hørte Michelles historie første gang, da hun gik på vores trainee-hold, og det inspirerede mig vildt meget. Tænkt hvis hendes viljestyrke, livsglæde og energi kunne videregives til alle vores 1400 medarbejdere, fortæller Kennet Iversen og fortsætter:

- Overskud i hverdagen giver i sidste ende også overskud til virksomheden, og som den købmand jeg er, er det bare en god investering hele vejen rundt. Dertil kommer, at gennemsnitsalderen på vores medarbejdere er 25 år, og det kunne være fedt, hvis vi som virksomhed kunne være med til at præge deres livsstil allerede nu.

 

”Tænkt hvis hendes viljestyrke, livsglæde og energi kunne videregives til alle vores 1400 medarbejdere.”

 

Løb skaber fællesskab

I sine bestræbelser på at inspirere kollegerne til mere sundhed i hverdagen, har Michelle Hviid oplevet stor opbakning fra ledelsen i jem & fix. Ikke mindst da hun udtænkte sit mest ambitiøse projekt: Hvorfor ikke få alle jem & fix butikker over hele landet til at deltage i den årlige DHL Stafetten?

- Jeg synes, det kunne være fedt, hvis vi havde noget aktivt at være fælles om, så vi er sociale sammen udover den årlige sommerfest. Så det talte jeg med Kennet om, og den var hele koncernen bare med på. Det, synes jeg, virkelig er stort, siger Michelle Hviid.

Michelle Hviid oplever, at løbeturene og det fælles mål om at kunne tilbagelægge stafettens fem kilometer skaber et sammenhold mellem kollegerne, som både motiverer hinanden og får en fælles oplevelse.

- Folk synes, det er pissefedt. Det gør, at vi har mere fællesskab i butikken, men også over resten af landet, for arrangementet er jo for hele kæden. Her i min butik kan jeg se, at medarbejderne får mere overskud, og vi har fået noget socialt at gå op i sammen. Vi taler med hinanden om vores træning, og når vi har presset os selv, og det styrker bare selvværdet og selvtilliden, siger Michelle Hviid.

Del denne side: