Kyndige kvinder styrer jem & fix i Fredensborg3. september 2020

Når vi kigger på, hvem der handler i jem & fix’ byggemarkeder er det stadig mænd, der er flest af, om end vi mærker en stødt stigning i antallet af kvinder i vores butikker. Ikke mindst på de indre linjer blandt de ansatte og i særdeleshed i jem & fix i Fredensborg.

Den faste bemanding i jem & fix i Fredensborg består nemlig udelukkende af kvinder. I teamet er der også flere deltidsansatte, der både tæller mænd og kvinder, som samlet set udgør en stærk gruppe ledet af butikschef Louise Brix Jørgensen, som efterhånden har været i kæden i 14 år. Louise Brix Jørgensen har gennem årene været butikschef i flere af kædens butikker, men har dog aldrig prøvet at have en fuldtidsgruppe bestående udelukkende af kvinder. Det har givet anledning til nogle nye overvejelser.

Teamet i jem & fix Fredensborg

jem & fix i Fredensborg styres med kyndig hånd af disse fire kvinder som fra venstre tæller Caroline Amalie Wangensten Paus Holt, Louise Brix Jørgensen, Emilie Faxholm Graham Holm og Cassandra Byriel Klæstrup.

- Jeg overtog driften af jem & fix i Fredensborg for 1,5 år siden og havde bl.a. en opgave i at bygge et nyt dagligt team op. Jeg er bestemt ikke gået efter at ansætte et rent kvindehold, men blandt ansøgerne var det nu engang kvinder, der var de bedste kandidater. Efterhånden som vi blev flere og flere kvinder, må jeg indrømme, at jeg fik overvejelser i retning af, om det nu gik hen og blev en hønsegård. Men mine betænkeligheder er hurtigt blevet gjort til skamme, for resultatet er stik modsat. Vi har en særdeles arbejdsom og homogen gruppe, der knokler for at kunne fremvise en flot, ren og overskuelig butik, som gør det let og indbydende for vores kunder at handle, fortæller en stolt Louise Brix Jørgensen om sit team.

Fra elev til souschef

Og det er dygtige kvinder på holdet i Fredensborg. Det er der ingen tvivl om. Således kommer det heller ikke bag på nogen, at Cassandra Byriel Klæstrup som indtil d. 31. august var elev i jem & fix i Fredensborg pr. 1. september kan kalde sig souschef i selvsamme butik og kæde. Louise Brix Jørgensen fortæller:

- Jeg vidste allerede fra starten, da jeg ansatte Cassandra som elev, at her var et talent, som kunne gå hele vejen til en lederpost, hvis hun ville. Og vilje og evnerne har hun, så derfor er det fuldt fortjent og en kæmpe gevinst for butikken i Fredensborg, og hun nu træder ind som souschef og bidrager til den daglige ledelse af byggemarkedet.

Gode muligheder for elever

Hvis man giver den en skalle på såvel skoleophold og i butikken i det daglige og har viljen og ikke mindst en tro på, at bolden nok skal gå i mål, når man sparker til den, har man en rigtig god grundforudsætning for at avancere fra elev til leder i jem & fix. Det har gennem årene bragt mange elever frem i kæden. Regionschef Morten Andersen uddyber:

- I jem & fix betyder trivslen og udviklingen af vores elever meget, og vi har bl.a. et særligt elevtalentforløb for elever, der specifikt viser interesse og evner for ledelse med adskillige eksempler på elever, der med stor succes er gået ledervejen i kæden. Og Cassandra følger trop og er et rigtigt godt eksempel på en elev, der har knoklet på og nu på kyndig vis indtager en ledende rolle som souschef.

Faktisk får Cassandra Byriel Klæstrup følgeskab på posten som nyudklækket souschef af to andre af sine tidligere elevkolleger nemlig Lærke Juul Pedersen i Hinnerup og Tobias M. Søvndahl i Videbæk.

1. september starter jem & fix desuden et helt nyt elevhold op med hele 50 elever, og mon ikke der vanen tro også er kommende kyndige souschefer i denne gruppe både blandt de mandlige og kvindelige elever.

Del denne side: