Jannik fra jem & fix er finalist til Danmarks Bedste Kollega 201929. oktober 2019

Jannik fra jem & fix i Brædstrup blev nomineret af sin kollega Eija og er nu blandt de 10 finalister. Kåringen foregår d. 12. november, hvor Jannik og Eija nu kan se frem til at deltage i et fantastisk finaleshow i Cirkusbygningen i København.

Danmarks Bedste Kollega 2019

Sådan lyder Eijas nominering, som fik Jannik i finalen:

Jannik er den bedste kollega. Han gør dagene sjovere, lukkevagterne mere udholdelige, åbnevagterne mindre hårde og selv på sine fridage stikker han gerne hovedet ind forbi for bare lige at sige hej og hyggesnakke. Har man brug for hjælp, rådgiver han gerne over telefonen.

Jannik kan man betro sig til, være både sjov og alvorlig sammen med. Han tager hverdagen seriøst, men med en sjov holdning. Han er altid klar på lige at hjælpe en med diverse opgaver, eller blive 10 minutter længere for at give et nap med, hvis tiden er knap.

Jannik har sine områder på arbejde, som er hans ansvar, og som han altid forsøger at fuldføre til UG og han er netop blevet udvalgt til talentelev.

Han er den bedste kollega, den sjoveste ven og den skøreste skid, jeg kender.

Du fortjener at blive Danmarks Bedste Kollega.

 

Vi ønsker Jannik tillykke med finalepladsen, men synes allerede, at vi har to vindere i Jannik og Eija, der på sympatisk vis har skubbet ham ind i finalefeltet.

 

Læs mere om HK's konkurrence i artiklen "Har du Danmarks Bedste Kollega?"

 

 

Del denne side: