De glade vindere: Nicklas, Andreas, Jakob, Esben og Malene.
Godt gået til alle 27 elever
Glade, positive og topmotiverede elever prægede butikkerne i Hedensted, Vejle, Kolding S, Kolding N, Fredericia og Middelfart, da de fra mandag d. 22. til onsdag d. 24. januar havde fået ansvaret for butiksdriften i de seks butikker. Men der herskede også en munter og drillende stemning mellem holdene, når de samledes om aftenen på Kolding Hotel Apartments. Alle ville jo gerne vinde.
Opgaven lød på at overtage butiksdriften i de seks butikker og i fællesskab løfte driftsopgaven lige fra bemandingsplan, budgetlægning til at præsentere nogle flotte og salgsklare butikker for kunderne. Det var marginaler, der skilte holdene, men Middelfart skilte sig alligevel lidt ud og blev fortjent kåret som vinderholdet. HR- & driftschef i jem & fix Peter Nyboe fortæller:
- Det er altid spændende at se, hvordan eleverne takler udfordringen med at løfte butiksdriften på egen hånd. Det stiller store krav til samarbejde og kommunikation i de enkelte teams, når de skal at løbe selvstændigt med opgaverne og tage ansvar hele vejen rundt. Men der har gjort det fantastisk godt, og det gør mig faktisk stolt at se alle 27 elever løfte opgaven så flot hele vejen rundt.
Elevansvarlig i jem & fix Solveig Petersen er helt enig og tilføjer:
- Alle har ydet en fantastisk indsats, og de har virkelig flyttet de butikker de har været i. Det er utroligt, hvad 4-5 elever pr. butik kan flytte på kun 3 dage. Virkelig godt gået af vinderholdet i Middelfart, men de skal alle have stor ros.
Skridttæller kom på overarbejde
Til hverdag er eleverne vant til at have deres egne ansvarsområder i butikkerne, så de ved grundlæggende godt, hvad der skal til. Men at stå med det fulde ansvar og fungere som butikschef er nu alligevel flere step op, så derfor er der blevet løbet lidt flere kilometer end normalt. Poul Møllnitz der til daglig er elev i Sorø, men i denne uge har ageret butikschef i Fredericia, fortæller:
- Normalt går jeg 10-12 km på en arbejdsdag, men i mandags gik jeg hele 22 km. Som butikschef kommer man hele butikken rundt mange gange i stedet for at fokusere på sine egne ansvarsområder, og så gav jeg den naturligvis også bare en ekstra skalle, for vi ville jo gerne vinde.
Isabella, Patrick, Poul og Linette stemmer dagens opgaver af i Fredericia.
Men selvom der blev gået en del kilometer, og skridttælleren kom lidt på overarbejde, er det en udfordring, der passer Poul Møllnitz helt perfekt.
- Jeg er et stort konkurrencemenneske og kan godt lide det høje tempo og de mange temposkift her i jem & fix, og jeg har faktisk også været med til at vinde DM i detail en gang, før jeg startede som elev. Det er dog i jem & fix, jeg for alvor har fået smag for at udfolde den leder, jeg har i maven, fortæller Poul Møllnitz og fortsætter:
- Jeg har forsøgt at lytte til de andre i teamet og fordelt opgaverne ud fra, hvad de hver især syntes, de var bedst til og godt kunne lide, og så har jeg også taget nogle gode rutiner med fra min egen butik i Sorø ift. at holde en pæn butiksstandard.
Jonas Nielsen, som har fungeret som butikschef i Vejle, deler Poul Møllnitz’ begejstring for at få lov at agere butikschef. Faktisk har Jonas Nielsen, som pt. er elev i Nykøbing Sjælland, lige siden han ansøgte om en elevplads i jem & fix betonet sit store ønske om få tildelt ansvar og udfylde en lederrolle i kæden på sigt.
- Da jeg var yngre var min drøm at blive styrmand på en skib, fortæller Jonas Nielsen med et stort smil og fortsætter:
- Vandet er dog skiftet ud med fast grund under fødderne, men rollen som styrmand vil jeg fortsat gerne varetage, og i dag er min drøm at blive souschef og på sigt gerne butikschef i jem & fix.
Der er god stemning i Vejle hos Mads, Jonas, Patrik og Simone.
Udover at skulle styre driften af en butik lige fra varebestilling, vagtplan og uddelegering af opgaver, så har den helt store udfordring været kommunikation. Jonas Nielsen forklarer:
- Det er udfordrende i sig selv at skulle styre en butik, man ikke kender, men oveni skal opgaven løses med et team, man ikke er vant til at arbejde sammen med. For selvom vi kender hinanden godt fra skoleopholdene, så er det alligevel noget helt andet, når ”hverdagen” melder sig, og vi har en butik, vi skal drive i fællesskab. Men det har været en super spændende og lærerig oplevelse.
Så ingen tvivl om at det har været nogle hektiske dage, og at eleverne er trætte efter de mange kilometer, de har tilbagelagt, men man mærker tydeligt deres engagement og fightervilje, så fart på eleverne vil der fortsat være i jem & fix. Det er der slet ingen tvivl om.
Kontakt
For yderligere information kan du kontakte HR- og driftschef Peter Nyboe på 76 41 35 00.