Butikschefen i jem & fix i Herning kan fejre 25 års jubilæum6. august 2019

jem & fix - 25 års jubilæum

Karsten kan sit kram

Da Karsten Kruse for 25 år siden fik øjnene op for jem & fix, stod han som uddannet isenkræmmer og afdelingsleder i Højbjerg Isenkram. Men han var nysgerrig på det dengang nye byggemarkedskoncept, der driftsmæssigt var baseret på discountprincipper, som man kender det fra discountsupermarkeder som Fakta, Netto mv. Så da muligheden i 1994 bød sig for at blive butikschef i jem & fix i Viborg, slog Karsten Kruse til og flyttede til byen.

I de 25 år han har været i kæden, har han været med til både at åbne og renovere adskillige butikker samt selv været butikschef i flere af dem. I 1997 overtog han således butikken i Holstebro og fortæller bl.a., hvordan han i 00’erne var med til at udvide og forny butikken med afsæt i den standard for butiksindretning, som jem & fix også bygger sine nye butikker efter i dag. I 2017 rykkede han videre til Herning, hvor han fortsat er butikschef i dag og bl.a. for nyligt har fået skabt lidt mere synlighed vha. en mere fremtrædende facadeskiltning samt udvidelse af parkeringsforholdene, så trailerfolket også har fået lidt nemmere ved at finde plads. Udegården er også blevet fornyet, og butikken er i det hele taget blevet opjusteret, så den er mere kundevenlig og på omgangshøjde med nye butikker i kæden. Generelt er det bare et kendetegnende træk ved Karsten Kruse, at han formår at løfte og optimere de butikker, han rører ved. HR- og driftschef Peter Nyboe fortæller:

- Karsten Kruse er en garvet butikschef og en fantastisk bannerfører for jem & fix. Han har bidraget betragteligt til at drive butikskonceptet som helhed og løfte butiksstandarden i flere butikker gennem de sidste 25 år. Det er guld værd at have en stærk og erfaren butikschef som Karsten i kæden, som har godt købmandsskab i årerne, sans for at sætte det rette team i butikken og ganske enkelt bare kan sit kram.

Fra billedlotteri til strømlinet butiksindretning

Når Karsten Kruse tænker tilbage på sit 25-årige virke i jem & fix, springer måden at arbejde med butiksindretning bl.a. frem som et af de områder, der har gennemgået en voldsom vækst og modernisering. Kædens space management, altså hele måden at indrette butikkerne på og prioritere hvilke varer, der skal stå på hvilke hylder, hvor i butikken og med hvor mange facings, så det mest optimale varespejl opnås, har været spændende at følge gennem de 25 år, hvor Karsten Kruse har været med til at opbygge flere butikker fra bunden.

- Opbygning af space var nærmest lidt af et billedlotteri, da jeg startede for 25 år siden, fortæller Karsten Kruse med et lunt smil og fortsætter:

- Jeg husker fx opbygningen af butikken i Viborg, hvor vi helt lavpraktisk havde 11 billedserier, der var taget i butikken i Hjørring, og ikke andet at bygge hele butikken op ud fra. Og det gjorde vi så. Ik’ så meget snak. Men for omkring 12 år siden og frem til i dag, har vi virkelig taget kvantespring på området og fået et ensartet, snorlige og ikke mindst meget professionelt space management setup, hvor optimering af butiksarealet er beregnet ned til sidste centimeter – mere eller mindre.

Kan man drive byggemarked efter discountprincippet?

Karsten Kruse oplevede også, da han startede i jem & fix for 25 år siden, at flere satte spørgsmål ved, om man nu virkelig også kunne drive et byggemarked baseret på discounttankegangen. Det skulle man lige vende sig til. For nogle herskede der endda en underliggende skepsis i retning af, om man overhovedet kunne tage sådan et koncept seriøst. Karsten Kruse smiler bredt, mens han uddyber med en tydelig stolthed i stemmen:

- Jeg er stolt af at være en del af jem & fix og vide, at jeg har været med til at pionere og drive konceptet frem til at være den vægtige spiller i den danske detailbranche, som vi er i dag. Vi er det største byggemarked på dansk grund målt på omsætning, og vi har alle årene holdt snuden i sporet med discount eller lavpris, som vi kalder det, som vores omdrejningspunkt. Så ja, vi har om nogen et langtidsholdbart og seriøst koncept, og anerkendelsen er stødt fulgt med i årenes løb. Og så er vi jo en 100 % dansk og familieejet byggemarkedskæde oven i købet. Det gør bestemt ikke stoltheden mindre.

Arbejdsglæde i hverdagen

Karsten Kruses far var selvstændigt erhvervsdrivende, og den driftighed og det entreprenørskab, der ligger i at være selvstændig, har altid præget og interesseret Karsten. Derfor var drømmen oprindeligt også at få sin egen værktøjsbutik. Men det blev afløst af en karriere i jem & fix. Et karrierevalg der nu har holdt Karsten Kruse motiveret i 25 år.

- Helt banalt glæder jeg mig til at komme på arbejde. Jeg kan godt lide hverdagen. Og så drives jeg af at se fremgangen i kæden som helhed og i særdeleshed af at se tallene flytte sig specifikt i de butikker, jeg igennem tiden har været butikschef for. Men jeg kan også godt lide at arbejde med mennesker. At sammensætte det bedste team, at få alle til at løfte i flok og få planlagt dagen, ugen og året, så det hele går op i en højere enhed både personale- og omsætningsmæssigt - det gør mig bare sindssygt glad, når det lykkes, og det er dybt motiverende, afslutter 25 års jubilaren Karsten Kruse.

Del denne side: