Byg din egen kasse

Flyder alle mulige ting og sager rundt omkring?

Så byg en kasse eller to, der både kan bruges til opbevaring og som skammel. Hvis du bygger nok, kan du sætte dem sammen til en reol. Kasserne er ret holdbare.

Mal kasserne i den farve, du ønsker og sæt dit personlige præg på dem. Kassen på billedet er bygget af krydsfiner, men du kan også bruge andre typer plader som f.eks. OSB, MDF og lignende.

Se hvordan du nemt bygger en kasse i videoen her nedenfor.

kasse-stor.jpg

Byg din egen kasse

Byggevejledning

Vejledning til kasse

Følg vejledningen til hvordan du bygger din egen kasse.

Fakta
Sværhedsgrad: 2
Antal personer: 2-4

Materialer til 1 kasse

  • En 12 mm krydsfinerplade. De sælges både som hele plader på 1220 mm x 2440 mm og som halve plader (800 x 1200).
  • Skruer: minimum 22 stk. på 30 mm
  • Sandpapir, korn 40, 80 og 180

Værktøj

  • En sav (du kan også skære pladerne ud med en rundsav)
  • Skruemaskine
  • Boremaskine
  • Rystepudser eller anden slibemaskine

Byggeproces

1: Start med at skære pladen ud.
Du skal bruge 4 sider, der er kvadratiske og måler 388 mm x 388 mm, og en bund på 400 x 400 mm.

Det er vigtigt, at siderne er kvadratiske med rette vinkler i hjørnerne, for at kassen kan samles. Det kan være en god idé, at hjælpe børnene med at skære pladerne forinden. Pladerne kan f.eks. skæres med en rundsav med skinne eller en bordrundsav.

2: Pladerne slibes på alle endeflader med sandpapir (rystepudser) for at rette op på små skævheder og savmærker.

3: Sæt kassen sammen. Begynd med at sætte 2 sider sammen. Før du sætter skruerne i, skal du bore for med et bor, der er lidt mindre end din skrue. Ellers risikerer du, at krydsfineren revner.

4: Der kan opnås ekstra styrke i kassen ved at lime i samlingerne, inden skruerne skrues i. Det er dog ikke holdbart KUN at bruge trælim, for så bliver kassen alt for svag.

5: Sæt de to næste sider på efter samme fremgangsmåde som beskrevet ovenfor. Sørg for, at der er et overlap på alle pladerne, så kassen bliver en terning og måler 400 x 400 mm på udvendige mål (samme mål som bunden).

6: Sæt bunden fast med skruer, som tegningen herunder viser.

7: Er der små skævheder, kan de rettes op med rystepudseren.
Slib med groft sandpapir der, hvor kanterne stikker frem. Når kanterne følger hinanden alle steder hele vejen rundt, så er din kasse færdig.

Pynt

Med stencils kan du nemt male motiver på dit gør det selv-projekt og dermed sætte dit præg på det. Alt, du skal gøre, er, at printe den ønskede stencil ud fra www.spejdernet.dk/stencils.

Hvis du ønsker at bruge den igen, kan det godt betale sig at printe på karton. Efterfølgende tager du en hobbykniv og skærer motivet ud af den printede stencil. Nu har du en stencil, der er nem at sætte på dit gør det selv-projekt ved at bruge spraymaling over stencilen.