Tagrender til Vejen Stadions ikoniske omklædningsrum

30. juni 2025
Ansøger: Vejen Stadionforening
Hjælp os med nye tagrender til Vejen Stadions ikoniske klubhus – vi har hænderne og viljen, hvis jem & fix har materialerne
Vejen Stadionforening blev grundlagt i 1931, hvor direktør Olav Vang Lauridsen fra Alfa margarinefabrik helt gratis stillede 2,5 tønder land til rådighed til et nyt stadion midt i Vejen by. Det har nu i generationer dannet ramme om fællesskab, fodboldglæde og frivillighed. Vores omklædningsrum på Vejen Stadion er ikke blot et funktionelt sted, hvor hjemme- og udehold samt dommere kan klæde om og bade – det er et lokalt vartegn med historiske rødder. Vejen Stadions hjemmehold, Vejen SF, blev grundlagt i 1890 og er dermed blandt landets ældste fodboldklubber. Gennem de seneste år har vi i Vejen Stadionforening arbejdet målrettet på at forbedre forholdene omkring stadion og klubhus, så både børn, unge, seniorer og tilskuere får de bedst mulige rammer for kamp, fællesskab og klubarrangementer. Vi har blandt andet moderniseret udenomsarealer, forbedret faciliteterne og generelt lagt mange frivillige kræfter i foreningen. Næste skridt er udskiftning af tagrenderne på den gamle bygning med omklædningsrum. De nuværende tagrender er nedslidte og utætte, hvilket skaber problemer med vandafledning og risiko for skader på bygningen. Derfor søger vi jem & fix’ støtte til at få leveret materialer til nye tagrende, så vi kan færdiggøre endnu et vigtigt skridt i vedligeholdelsen af vores fine bygninger. Selve arbejdet udfører vi selv. Vores bestyrelse rummer nemlig flere dygtige tømrere og håndværkskyndige frivillige, som står klar til at gribe værktøjet og gå i gang med det samme, hvis vi får mulighed for det. En støtte fra jem & fix vil ikke bare hjælpe os – den vil være med til at sikre, at Vejen Stadion fortsat kan være et levende samlingspunkt for byens mange idrætsudøvere og tilskuere i mange år frem. Vi forkæler i forvejen tilskuere på Vejen Stadion med fadøl og grillpølser, så det vil glæde os meget, hvis jem & fix vil være en del af rejsen, så bygningerne også er vedligeholdt og ser indbydende ud, når vi byder velkommen til hjemmehold, udehold og besøgende.

Ønskede materialer

9000602 Tagrende 9
9000608 Konsoljern 50
9000604 Samlestykke 8
9000605 Tudestykke 2
9000611 Nedløbsrør 3
9000619 Rørholder 4
9000613 Sokkelknæ 2
9067603 Tætningsmasse 1
9000614 Skydestykke 2
9000612 Bøjning 70 gr. 4
9000603 Endebund 2
9000606 Gering udvendig 4
9610176 Climate skruer 2