Podie til Bakkelandets Dartklub

26. maj 2025
Ansøger: Bakkelandets Dartklub
Vi søger støtte til at bygge et nyt podie i Bakkelandets Dartklub som erstatning for vores nuværende "oches" – de faste baglinjer på banerne. Vi holder til i et lejemål med porøst gulv og vore nuværende oches er begyndt at løsne sig på trods af flere forsøg på at fastgøre dem. Ved at udskifte med et fast, selvbærende podie ønsker vi at skabe et mere sikkert og stabilt setup, som vil øge spilleglæden for både vore egne medlemmer og andre klubber som gæster vores.
Bakkelandets Dartklub er en aktiv, frivillig forening i Brædstrup, der samler dartinteresserede i alle aldre til fællesskab, træning og konkurrence. Vi tror på, at dart er for alle – og vores aktiviteter afspejler det: fra hyggelige klubaftener til seriøs deltagelse turneringer under Dansk Dartunion og sociale arrangementer. Klubben er bygget op omkring værdier som inklusion, respekt, engagement og lokalt fællesskab. Et ofte undervurderet element på en dartbane er oches – de fysiske, hævede kastelinjer, som markerer, hvorfra spilleren skal kaste. I vores nuværende lokaler har vi monteret disse i form af stålprofiler, der er skruet ned i trægulvet. Desværre er vi placeret på førstesal i en ældre bygning med et porøst gulv, som ikke længere kan holde til belastningen. Flere af oches’ene er allerede begyndt at løsne sig, til trods for gentagne forsøg på reparationer med både ekspanderende bolte og forstærkninger. Vi søger derfor støtte fra Jem&Fix fonden til materialer til at bygge et solidt, hævet podie, som en erstatning for den nuværende løsning, som synger på sidste vers. Podiet vil være "selvbærende" og dermed uafhængigt af det skrøbelige gulv. Det vil både forbedre sikkerheden og give vores spillere og gæster et mere stabilt "fundament" og sikre en mere flydende og "professionel" kampafvikling. Vi ønsker at lave en klar opdeling af banerne med et LED bånd mellem hver af vore 6 baner, som vil give en flot effekt og samtidig øge sikkerheden ved tydeligt at angive hvor hver bane starter og slutter. Podiet vil blive bygget af klubbens egne frivillige – herunder flere med håndværksmæssig baggrund – og arbejdet vil samtidig fungere som en social begivenhed, der styrker fællesskabet i klubben. Målet er en holdbar løsning, som vil komme nuværende og kommende medlemmer til gavn i mange år frem. Med jeres hjælp kan vi sikre stabile rammer for et voksende fællesskab og give vores medlemmer det fundament, de fortjener – helt bogstaveligt.

Ønskede materialer

9057291 Skillerumslægte 38 x 57 mm x 2,4 m 50
9358254 BEWI isoleringsplade 30 mm 37
9014299 Gulvspånplade TG4 22 mm - 61,5 x 180 cm 25
9029637 NKT Fasteners SPUN+ skrue elz. 4,0 x 40 mm 500 stk. 1
9034973 Vinkelliste børstet aluminium 30 x 15 mm x 2 meter 8
9059653 LEDVANCE SMART+ Neon flex LED-bånd 3 meter 6