Københavns Sociale Juletræer

06. november 2025
Ansøger: KAB/3B Mit Kvarter
Lys, juletræssalg og fællesskab i Folehaven: Vi vil skabe julestemning, fællesskab og jobmuligheder for udsatte beboere på det sociale frikort gennem Københavns Sociale Juletræer. Med støtte til julebelysning kan vi lyse pladsen op og bringe glæde og julestemning til hele bydelen.
Den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter (KAB/3B) i Folehaven står bag Københavns sociale juletræssalg – et projekt, der kombinerer julestemning med social beskæftigelse. Salget finder sted i Orangeriet i Folehaven fra den 29. november til den 21. december og drives af udsatte beboere fra området, som ansættes via det sociale frikort. Her får de mulighed for at tjene en indtægt, opbygge arbejdserfaring og være en del af et trygt arbejdsfællesskab i julen. Juletræssalget er åbent for alle og har vist sig at tiltrække både lokale beboere og besøgende fra de omkringliggende villaområder. Det skaber nye møder på tværs af baggrund og livssituationer – og bidrager til at styrke fællesskabet og den lokale stolthed i Folehaven. For at gøre pladsen indbydende og skabe en hyggelig, synlig ramme søger vi støtte til julebelysning. Lysene skal være med til at skabe den magiske julestemning, som inviterer folk forbi og giver medarbejderne et lyst og rart arbejdssted i den mørke tid. Bag projektet står Almen Virke, en indsats under den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter. Vi arbejder for at skabe meningsfuld beskæftigelse for udsatte borgere på det sociale frikort i samarbejde med lokale virksomheder og foreninger. Selve opsætningen af belysningen udføres af vores frikortansatte beboere fra området. Det betyder, at hjælpen fra Jem & Fix ikke bare vil bringe lys til juletræssalget i Folehaven – den vil samtidig give flere lokale en konkret opgave og oplevelsen af at bidrage til noget fælles. Med jeres støtte kan vi skabe et varmt, levende og inkluderende julemiljø, som bringer glæde, beskæftigelse og fællesskab til Folehaven og hele Valby.

Ønskede materialer

9060604 Klyngelys Basis 1500 LED med 8 funktioner 30 meter 4
9068322 Partykæde med 10 ledpærer 20
9046291 Lysstjerne spyd/ophæng 30 cm 8