Tips og trix til brændsel og optænding

Med den danske kulde udenfor er den knitrende lyd af ild i brændeovnen eller pejsen rigtig hyggelig indenfor. Vælg rent og tørt brændsel, fyr korrekt, hold øje med ovnens tilstand ved rengøring og tjek skorstensfejerens bemærkninger efter fejning af skorstenen, så har du altid en god idé om din optænding og fyring gøres rigtigt. Dermed kan du minimere risiko for løbesod og skorstensbrand.

Hvilket brændsel skal du bruge?
Du skal altid kun bruge rent og tørt brændsel, og vælg det, som ovnen er beregnet til i form af fx træpiller, -briketter eller kløvet pejsebrænde. Vælger du kløvet pejsebrænde, kan du oftest finde en ovntørret og lufttørret variant. Den ovntørrede er klar til brug med det samme, hvorimod den lufttørrede skal tørre helt inden afbrænding. Sørg for at brændet ikke ligger direkte på jorden og er overdækket på toppen, hvilket giver mulighed for at der kan komme rigelig luftcirkulation omkring brændet. Luften er vigtig for tørreprocessen, hvorfor træet ikke bør tørres i lukkede rum. For at vurdere træets fugtighed kan du evt. slå to stykker brænde sammen, og lyden herfra kan give dig en idé om, træet er tørt (klang i lyden) eller vådt (tung lyd). Alternativt kan du bruge en fugtmåler, der viser dig fugtprocenten. Denne må højst være på 18-20% ved afbrænding for at undgå fx løbesod og miljøgener.

Kort om træsorter
Der er hårde og bløde træsorter, og faktisk afgiver alle træsorter ca. samme mængde varme pr. kg, så brændværdien er den samme for tørt træ. De hårde træsorter som fx ask, eg og bøg kan være sværere at tænde op, men de brænder og gløder længe. De bløde træsorter som fx birk og fyrretræ er derimod lettere at tænde op, men de brænder og gløder kortere. Birk er en populær og pæn træsort til brug i pejsen.

Læs meget mere om vores varianter af brændsel på jemogfix.dk og køb med hjem i pose og sæk eller få paller leveret direkte.

Hvordan tænder du op og fyrer i brændeovnen?
Har du lært at tænde op nedefra, skal du nu ændre denne arbejdsgang. For at minimere røg og sodpartikler er det faktisk det stik modsatte, du skal gøre. Luftspjældene skal altid være åbne, når du tænder op, så du opnår optimale trækforhold til at starte forbrændingen. Du kan evt. også lade ovndøren stå lidt på klem et par minutter, til ilden har fået godt fat.

Start med lægge et par brændestykker ind ved siden af hinanden. De skal ligge nederst og med et lille mellemrum, så der er luft omkring. Herefter skal du lægge nogle små optændingspinde på tværs af brændestykkerne og bygge videre med et par lag optændingspinde. Inden du lægger det øverste lag på, tilføjer du et par optændingsposer/-blokke eller alternativt lidt krøllet avispapir (ikke reklamer o. lign.), der kan tændes ild i. Undervejs i optændingsfasen, efterhånden som ilden får fat, kan du gradvist lukke for lufttilførslen. Du skal dog ikke lukke helt for den sekundære luft, der normalt sidder i højde med eller over brændet i ovnen, da du skal sikre, der er luft nok til en optimal forbrænding med klare flammer. Læs altid vejledningen til din brændeovn, så du ved, hvordan du bør indstille lufttilførslen på din brændeovn, og giv dig tid til at lære din ovn at kende i forhold til, hvordan trækket er i skorstenen, vejrmæssige forhold, hvilket brændsel du bruger osv. Selve optændingen tager ikke lang tid, hvis du med rigtig indstilling af lufttilførslen sikrer, der er maksimalt træk gennem skorstenen.

En måde at tjekke optændingen på er, at du undervejs lige holder øje med røgen. Gå udenfor, fornem om der lugter af røg og se efter, om der står kraftig, sort røg op af skorstenen. I så fald indeholder røgen sundhedsskadelige sodpartikler, og du generer såvel miljø som naboer unødigt. Jo mindre tydelig røgen er desto bedre.

Når brændet er ved at være brændt ned, og der stadig er gløder tilbage, er det tid til at fylde mere brændsel i ovnen. Her skal lufttilførslen tjekkes og indstilles på ny, så du fortsætter den optimale forbrænding. Hold øje med, at træet ikke bare ligger og ulmer, så det giver en kraftig røg, da der i så fald ikke er nok luft til optimal forbrænding. Og husk det bedre at fyre med mindre mængder træ, der hurtigt vil holde temperaturen oppe, end at fylde brændkammeret helt op, så du kvæler ilden.

Brændeovn og skorsten
Uanset om du allerede har en skorsten eller skal bygge en, skal du huske at kontakte det lokale skorstensfejerlaug og spørge hvilke lokale krav, der skal opfyldes. Skorstensfejeren skal ligeledes tilse arbejdet før og efter installationen af en brændeovn, og du skal tilmeldes en fejeordning. Er det en ny installation, skal du ligeledes have den tilføjet på din BBR-meddelelse. I denne opstartsproces bør du også sikre, at din brændeovn og skorsten passer sammen, så du opnår korrekt træk i skorstenen.

Vælg en brændeovn, der passer til det rum, hvor den skal placeres. Her skal du fx tage højde for, om det er ovnen alene, der skal opvarme rummet, eller om den er et tillæg til eksisterende varmekilde. I denne forbindelse er det også vigtigt at vurdere, hvor godt rummet/huset er isoleret. Som hovedregel er det dog vigtigt, at du ikke vælger en brændeovn med for stor effekt, da det vil være svært at fyre lidt i en stor ovn. Her er det bedre at fyre effektivt i en mindre ovn.

På jemogfix.dk kan du se et stort udvalg af brændeovne, der opfylder både store og små ønsker.

Rengøring og vedligehold af brændeovnen
Når alle gløder er gået ud og asken er kold, kan du tømme askeskuffen for aske. Du kan bruge en askestøvsuger til at fjerne aske fra brændkammeret, da en almindelig støvsuger risikerer at stoppe til. Lad dog gerne et tyndt lag aske ligge tilbage i bunden af brændkammeret som isolering mod bunden. Undervejs i rengøringen er det en god idé at tjekke, om pakningerne er ok og dermed tætte, da det ellers er vigtigt at udskifte dem.

Tilbehør
Husk du kan altid tilføje praktisk og pænt tilbehør ved din pejs og brændeovn, og du kan øge sikkerheden med et gitter til afskærmning.

Link
Her kan du se gode råd og tips om montering af brændeovn.