Tips og trix om vedligehold af sokkel

Selvom soklen kun er en lille del af facaden, er det vigtigt at holde den intakt, da den ofte kan være belastet af fugt. Den er i direkte forbindelse med jorden og skal kunne modstå fugt herfra og regn, der kommer ned ad facaden.

Tjek soklen jævnligt
Dette gælder både i forhold til frostsprængninger, afskalning af puds og revner, der kan give mulighed for, at der kan komme fugt ind i murværket. Er der revner i soklen, er det vigtigt at finde ud af, om det er overfladiske revner eller sætningsrevner, der går fra soklen og op i murværket. Sætningsrevner bør repareres hurtigst muligt.

Reparation af pudslaget
Pudslaget på soklen skal beskytte husets sokkel og fundament, og er det beskadiget, skal alt gammelt og løst puds fjernes, inden du lægger et nyt lag på. Ved reparation af revner skal disse først skæres op og renses, så du kan tilføre og reparere med nyt sokkelpuds. Pudsarbejdet bør foregå i tørvejr og ved temperaturer mellem +5° C og +25° C, men ikke i direkte sol.

Øvrige forhold
En god fugtsikring af soklen omhandler - udover et intakt pudslag - bl.a. at der er lavet et korrekt fald i terrænet væk fra huset samt at tagrender er intakte, så vandet kan blive ledt væk fra facaden.

Når soklen er pudset op, og mørtlen er tør, kan den efterfølgende behandles med sokkelmaling.

Link
Se mere i denne trin for trin guide eller fix det selv-film: Se hvor let du kan vandskure din sokkel

Kilde
http://www.weber.dk/facade-og-mur/vejledning/pudsevejledninger/gode-raad-til-holdbare-pudsede-sokler.html